Oplæg til møde i Arbejderhistorisk Cirkel ved Saxo-Instituttet på KUA 12. april 2011.

Opslag

PowerPoint

Solidaritetsarbejde i forhold til Sydafrika - herunder bl.a. fagforeningernes rolle

Eller Solidaritet med Sydafrika under og efter apartheid: Hvordan en historie om nordisk solidaritet blev skabt og brugt af sociale bevægelser og regeringer

Af Hans Erik Stolten, Centre for the Study of Equality and Multiculturalism, University of Copenhagen.

Sydafrikas første ægte demokratiske valg i 1994 markerede afslutningen på langvarige befrielseskampe i store dele af det sydlige Afrika. Der var bånd fra de nordiske lande til denne frihedskamp i form af humanitær og politisk støtte, og folkelige boykot-aktioner.

Historie blev brugt intensivt i kampen mod apartheid og den tids ophedede diskussion om brugen af historie som redskab i kampen for frihed og demokrati blev også påvirket af både eksilerede akademikere og af deltagere i de internationale solidaritetsbevægelser.  

Historien om den internationale antiapartheidbevægelse har allerede længe været etableret som et anerkendt forskningsfelt, sådan som flere konferencer om emnet har vist. Men det er stadig et presserende anliggende at samle den resterende dokumentation og registrere den mundtlige historie fra folk, der var involveret, mens det stadig er muligt.

Det er vigtigt for de nordiske lande, blandt andre vestlige nationer, at historien om deres antiapartheidbevægelser bliver registreret, men det er sandsynligvis endnu vigtigere for befolkningerne i det sydlige Afrika at få adgang til disse optegnelser for at kunne forstå deres egen nyere historie. Denne globale historie er også en del af deres nationale kulturarv. For mennesker i Sydafrika, der i generationer blev nægtet adgang tilderes egen historie, samt adgang til historien om den solidaritet med deres kamp, der udfoldede sig, får historien om antiapartheidbevægelsen stor betydning.

Tina Sideris, der var medlem af Oral History Project under the South African Institute of Race Relations i 1980'erne, har fremført, at den uformelle karakter nogle af de folkelige organisationer havde førte til en manglende arkivering og ikke-eksistens af journaler over organisationernes aktiviteter.

Vigtige skridt er allerede taget af tidligere aktivister engageret i historien, for eksempel ved den britiske AAM Archive Committee, til at tilskynde til bevarelse af solidaritetsbevægelsens skriftlige og mundtlige optegnelser. Også i USA, er en række initiativer er blevet gennemført i årenes løb.

Både forskere og bibliotekarer på Nordisk Afrika Institut i Uppsala, Sverige, hvor jeg arbejdede som dansk Research Fellow i nogle år, har en lang tradition for at behandle solidaritetshistorien. Med Tor Sellström som koordinator, har instituttet offentliggjort en omfattende bogserie om nordisk solidaritet med det sydlige Afrika.

Ved afslutningen af mit eget forskningsprojekt på NAI, blev en udvidet forskning workshop afholdt på  Center for Afrika Studier, Københavns Universitet. Overskriften for konferencen var: Collective Memory and Present day Politics in South Africa and the Nordic Countries. Det viste sig, at flere bidrag om anti-apartheid solidaritetens historie blev præsenteret. Jeg arbejder stadig på en antologi, som skal indeholde disse og andre bidrag, og en kritisk undersøgelse af nogle af disse vil indgå i dette oplæg sammen med analyser af andre værker om solidaritet. Det billede der skabes ved denne metode må nødvendigvis blive selektiv og fragmentarisk.

Set i bakspejlet, vil alle være enige om, at apartheid var en umenneskeligt system, og den internationale solidaritet med Sydafrika i årene med frihedskamp kan derfor i dag virke ukontroversiel, nærmest som en selvfølge.  Med jævne mellemrum, var det faktisk en temmelig uproblematisk og givende opgave at rejse den offentlige mening. Følelserne var lette at fange lige efter Sharpevillemassakren i 1960, Sowetoopstanden i 1976, og mordet på Steve Biko i '77. Undertrykkelsen af ​​ townshipoprørerene i midten og slutningen af 1980'erne blev også mødt af bred fordømmelse over hele verden. Men det at opretholde en bæredygtig bevægelse over lang tid fra 1950'erne til 90'erne, ofte under pres fra etablerede kredse, krævede stor vedholdenhed.

Solidariteten blev ikke stoppet med de Klerks formelle afskaffelse af apartheid i 1990. Den komplekse overgangsperiode afslørede uoverensstemmelser mellem nogle af den internationale solidaritetsbevægelses spillere og den demokratiske bevægelse i Sydafrika. Men solidariteten i denne turbulente periode var meget vigtig, og forskningen er stadig uudviklet omkring, hvordan det var muligt at opretholde befolkningens støtte under de politiske skift der nødvendiggjordes af det pres forhandlerne udsattes for i denne tid.

Udviklingen af historieskrivning om solidariteten begyndte længe før 1994, men der er stadig historier der bør skrives, og de vil ikke blive enkle, da der var splittelse i bevægelserne, blandt de vestlige regeringer, og inden for Den Afrikanske Nationalkongres selv. For eksempel er det mit indtryk, at de nordiske organisationer, især de danske, var noget mere uafhængige i deres forbindelser til ANC end for eksempel den britiske AAM var.

Efter sejren over et ondt and magtfuldt regime, følte mange veteraner fra kampen, der havde døjet  igennem mange år under hårde betingelser, et begrundet krav om at nyde den triumfens sødme, og det skal siges, at nogle af deres skildringer af frihedskampens og solidaritet historien er temmelig ukritiske. Andre redegørelser, på den anden side, har haft en kunstigt "objektiv" tilgang eller forsøgt en rendyrket empirisk metode.

Skrivningen af solidaritetens historie i sig selv kan ses som en stadig fortsat solidaritetshandling.

Globalisering og sociale bevægelser

En af grundene til, at forskning i sydafrikanske problemstillinger, efter min mening, er så tiltrækkende, kan findes i det faktum, at problemerne i landet på mange måder har paralleller til globale problemer. Sydafrikas eksempel kan hjælpe os til at forstå senere tilfælde af beskyttelse af privilegier på global skala (for eksempel migration), som har paralleller Sydafrikas særlige form for intern kolonialisme.

Et spørgsmål, som forudsigeligt vil blive en del af debatten om internationale, sociale bevægelser i fremtiden, er nemlig problemerne omkring hvad der er blevet kaldt "global apartheid". I hvilket omfang, på hvilken måde og i hvilken hastighed bør rige (for det meste hvid befolkede) lande dele deres muligheder og rigdom med fattige (for det meste sorte, brune eller gule) tredje verdens folk? Solidariteten med Sydafrika gav anledning til også at den slags spørgsmål.

Globalisering som sådan er dog ikke noget nyt. Folk i de fleste hjørner af verden er blevet forbundet i århundreder af mangefacetterede sociale, politiske, og kulturelle udvekslinger. Nogle af de sammenkoblinger og mønstre, der fokuseres mest på nu for tiden har fungeret en mindre skala i århundreder. Den samme ophidsede følelse af grænseløshed, som når forretningsfolk nu taler om den nye globale økonomi, prægede også det nittende århundredes debatter om globale finansielle strømme, ligesom debatterne om muligheder i nye computerteknologier har paralleller til den begejstring, der ledsagede dampmaskinen. Moderniteten har længe været global, der har længe været samspil mellem kulturer, og lokalt forbrug har været påvirket af importerede produkter og indsigter, siden før man begyndte at transportere silke og krydderier over land fra Asien til Europa, og længe før den europæiske koloniale ekspansion.

Alligevel afspejler den nye opfattelse af globalisering nogle reelle ændringer i den måde vi oplever verden på. Hurtige strømme af nyheder, teknologisk viden, og råvarer giver nye umiddelbar adgang til viden om begivenheder over hele kloden og gør de nationale økonomier mere sårbare over for internationalt pres. Herunder det pres, der kommer fra de sociale bevægelser.

Den globale organisering af produktionen er imidlertid ujævn og uretfærdig, og nogle områder er langt tættere knyttet til økonomiske magtcentre end andre. Den finansielle verden har en større erkendelse af egen mobilitet og styrke, mens regeringerne bliver får stadig større bekymringer over, om statens politik vil tiltrække eller afskrække nøjeregnende, internationale investorer, og mens de udviklede industrielle lande fortsat er centrale for den globale produktion, er det meste af Afrika, på trods af stort fokus på kinesiske investeringer, stadig marginaliseret.  

Alligevel er globaliseringen ikke bare en eliteproces. Den omfatter også diasporaer, etnisk-nationale fællesskaber, og aktivistiske bevægelser, der arbejder med spørgsmål omkring internationale menneskerettigheder. Selv for fjerne, lokale aktører, har den tværnationale, offentlighed fået ny betydning som en kilde til nye ressourcer, ideer og støtte.  

I modsætning til medlemmerne af de fleste andre nye eller gamle sociale bevægelser, såsom fagforeninger; borgerrettighedsbevægelser, kvindebevægelser, fredsbevægelser, eller miljøbevægelser, kan deltagere i de vestlige solidaritetsbevægelser kun sjældent portrættere sig selv som direkte berørte ofre for konflikter eller undertrykkelse. Tværtimod er en forestilling om, at nogle landsmænd, eller måske alle, i det vestlige hjemland profiterer ved udnyttelse af den tredje verden, ofte mere eller mindre direkte integreret i grundlaget for mange solidaritetsbevægelser.

Før faldet af Berlinmuren, havde mange på venstrefløjen nok en underliggende forventning om, at en bred række af kombinerede sejre for befrielsesbevægelser og solidaritetsbevægelser kunne have ført til mere grundlæggende ændringer i både syd og nord, men denne form for determinisme har længe været i krise.

Det er naturligvis muligt at argumentere for, at en skæv og ulige verden er også en ustabil verden, der producerer sociale flygtninge og terrorisme for eksempel. Der kan også argumenteres for, at mere velstand ville forvandle nu fattige lande til bedre handelspartnere. Set realistisk set må det dog betragtes som et problem, at succeser for de internationale solidaritetsbevægelser, i det mindste på mellemlangt sigt, vil betyde højere leveomkostninger for de personer, der involverer sig i protest mod den bestående orden.

Mobilisering af en bred tilhængerskare kan derfor ikke ske ud fra egeninteresse, men må skabes på grundlag af en moralsk appel. International solidaritet kan ikke opleves som en nødvendighed af den enkelte vestlige deltager, men skal læres og indses.

Desværre er en voksende del af de vestlige befolkninger allerede urolige over de potentielle omkostninger ved reel solidaritet og er til fals for alle former for udgrænsninger af udlændinge og isolering af påtrængende kulturer.

På trods af at linjer kan trækkes tilbage til før det fjortende århundrede, er den moderne globaliseringsprocessen formentlig stadig i en temmelig tidlig fase, og selv historieforskeren sidder ofte ubevidst fast i en tradition af nationalisme eller lokalisme. Den moderne nationalstat, nationalisme, og historie som disciplin har været tæt sammenknyttet. I løbet af det nittende århundrede blev den store bølge af europæisk nationalisme ledsaget af en stigende professionalisering af historiefaget som en vigtig disciplin på universiteter og skoler. De omskabte nationalstater i det nittende århundredes Europa fremmede aktivt historisk forskning, og en "stærk alliance blev smedet mellem historievidenskab og officielt sanktioneret nationalisme", som Tosh udtrykker det.

Mange af de samme mekanismer, omend mindre klare, kunne konstateres i de nyligt afkoloniserede nationer i anden halvdel af det tyvende århundrede. I tilfælde af den nyligt omdannede sydafrikanske stat, har mange af de diskursive projekter i opbygningen af ​​nationen siden 1994 samtidig været øvelser i at forklare forskellige kombinationer af nationalitet, klasse og race.

Under det nuværende statssystem, forsøger de fleste sociale bevægelsers aktivister stadig at ændre den eksisterende virkelighed ved at udforme deres krav i nationale termer for at appellere til de politiske beslutningstagere i eget land. I sådanne interessetilkendegivelser, er lokale særtræk ofte i højsædet i forhold til universalistiske krav. Men i mange tilfælde afspejler den fortsatte eksistens af nationale former og identiteter indenfor globale sociale bevægelser ikke nationalistiske begrænsninger i aktivisternes visioner, men blot en realistisk forståelse af, at de institutionelle rammer, hvorigennem politiske aspirationer skal kanaliseres, stadig primært er nationale. I en verden, hvor globale mål stadig bedst kan opfyldes gennem nationalstater, kan aktivister tænke globalt, men handle lokalt og arbejder i begge sfærer ved hjælp af begge identiteter samtidigt og strategisk. Abdul Minty har udtrykt sin rolle som eksileret sydafrikaner og ledende medlem af den britiske AAM på denne måde:

"Fungerende i partnerskab med det britiske folk, vi var i stand til at bygge denne kraftfulde bevægelse ... der var også dem blandt aktivisterne i Storbritannien som ikke brød sig den ledende rolle i sydafrikanere havde i, hvad de anså for at være en hovedsagelig britisk bevægelse.”

I hendes inspirerende analyse, flirter Gay Seidman med den tanke, at globaliseringen kan standses ved hjælp af sociale bevægelser:

".. det er værd at huske, at denne .. (globaliseringen) er hverken uundgåelig eller irreversible. Historien om den internationale arbejderbevægelse er fyldt med eksempler på genopblussen af nationalisme: på trods af en retorik om internationalisme, har nationale fagforeninger tendens til at fremstille identiteter og problemområder på måder, der antager, at arbejderne i forskellige lande står i direkte konkurrence med hinanden og som styrker en nationialistisk arbejdstager identitet i stedet for en internationalistisk. I mere end et århundrede, har den internationale arbejderbevægelse kæmpet med problemet om, hvordan man balancerede den nationale arbejderbevægelses lokale bekymringer med en bredere international arbejdstager solidaritet.”

Denne problematik er stadig aktuel. Visse nordiske fagforeninger, der var involveret i overgangsstøtten til Sydafrika ønskede at se mere af den medfølgende jobskabelse ske i deres egne lande. Og det er rigtigt, at globaliseringen ofte synes at være resultatet af et hegemonisk projekt, en proces i høj grad drevet af de stærke og velhavende, og at de globale sociale bevægelser, på den anden side, ofte synes at inkarnere en lokale modstand mod udviklingen, men Seidman indser også, at:

"Den delte netværk, delte oplysninger, fælles strategier-frem for alt, denfælles følelse af moralsk forbundethed og skabelsen af ​​en identitet, der rækker ud over de nationale grænser, gør det stadig mere naturligt for aktivister i disse bevægelser at definere deres problemer på en måde, der ikke er begrænset til et enkelt territorialt defineret fællesskab.”

Denne følelse af solidaritet, omfatter dog ikke endnu større indvandringsbølger. Selv venstreorienterede partier føler stadig behov for at beskytte indenlandske fattige mod konkurrerende ubudne gæster. Nogle gange er nationale arbejderbevægelser under stærkt pres fra højre-nationalistiske partier for at acceptere antimigrationsforanstaltninger og en differentieret arbejdsmarkedsdiskriminering, der fremviser ligheder med Sydafrikas indflytningskontrol og arbejdskraftlove fra tidligere tider, der tjente til beskyttelse af de hvide arbejderes standarder. Der kan selvfølgelig argumenteres for, at det første er et legitimt forsvar af et nationsbaseret velfærdssamfund, mens sidstnævnte tjente til at holde den oprindelige majoritetsbefolkning væk fra ressourcerne i deres egen nation.

Befrielsesteori og teorier om sociale bevægelser

Igennem 1970'erne og 1980'erne, var der en livlig, akademisk debat om, hvordan man skulle karakterisere undertrykkelsessystemet i Sydafrika. Intensiteten af ​​denne videnskabelige diskussion afspejlede den voksende politiske kamp i landet under den sene ​​apartheid, såvel som befrielsesbevægelserne s presserende behov for en præcis teori, der kunne støtte frihedskampen. Dette havde betydning for både intern mobilisering og international solidaritet.

Et aspekt af debatten om solidaritetsstrategier, som kun er behandlet direkte af få, men ikke desto mindre er en af de underliggende forudsætninger for mange analyser, er teorien om kolonialisme af en særlig type, som blev udviklet af radikale historikere med tilknytning til ANC for at beskrive den sydafrikanske situation. De specifikke træk, som adskiller intern kolonialisme fra "normal" kolonialisme, er simpelthen at kolonimagten (i Sydafrikas tilfælde identificeret som den dominerende, delvist racemæssigt definerede, socialgruppe) er lokaliseret inden for samme geografiske område som de koloniserede folk. Tilhængere af den model understreger ofte, at underudvikling af de udbyttede etniske eller racebestemte grupper inden for statsgrænserne bliver effektueret ved hjælp af mekanismer og former af kulturel dominans, politisk undertrykkelse og økonomisk udnyttelse, der næsten svarer til de globale mekanismer, som har tilsyneladende har skabt velfærd og velstand i de højt udviklede, vestlige, industrialiserede lande gennem udplyndring af deres koloniale satellitter. De radikal-revisionistiske historikere i Sydafrika forsøgte at bevise, at i løbet af det 20. århundrede, blev denne form for intern ultraudbytning muliggjort gennem misbrug af enklaver af førkapitalistisk landbrugsproduktion i reservater, Bantustans, og hjemlande.

Denne radikale analyse havde også konsekvenser for den internationale solidaritetsbevægelse. Det var netop den koloniale karakter apartheidregimet, der gjorde dets manglende legitimitet unik og bragte det i grundlæggende strid med folkeretten. Den pragmatiske, vestlige, liberale forståelse af Sydafrika gennem mange år som en selvstændig og legitim stat med uheldige skønhedsfejl kunne have begrænset frihedskampen til en indsats for menneskerettigheder inden for rammerne af den eksisterende sociale orden og dermed gjort regimet til den vigtigste agent for varige, men utilstrækkelige reformer. Antiapartheidbevægelsen ns accept af denne form for "konstruktivt engagement" ville have reduceret frihedskampens status til mindre end en fuldt udviklet, national befrielseskamp og derved hæmmet potentialerne for folkelig mobilisering.

Den næsten fuldstændige internationale isolation af apartheidregeringen, som til sidst blev etableret, blev styrket ved bevidstheden om regimets koloniale karakter. Beslutning fra ANC om at gribe til våben afhang også af kolonialismens manglende legitimitet, og underordningen af ​​den væbnede kamp indenfor strategien for massemobilisering, blev også muliggjort af den udbredte folkelige støtte til national befrielse, der gjorde individuel terror unødvendig. De radikale akademikere bidragede til at styrke denne strategiske vision på et kritisk tidspunkt i historien.

Lige så vigtig for analysen af solidaritetshistorie er udviklingen i teorier om sociale bevægelser. Aktivister i sociale bevægelsers har længe været klar over at, globale dynamikker og transnationale publikummer kunne støtte eller begrænse deres sag. De har nok været mere opmærksomme på det end mange akademikere. Mens aktivister ofte har inddraget ​ universelle menneskerettigheder i den måde i den måde de har formuleret deres sag, så har akademikere generelt været mere forsigtige, især med hensyn til formuleringen af deres syn på folkelig, kollektiv handling. Akademisk forskning i sociale bevægelser har ofte fokuseret på opbygningen af ​​kollektive identiteter og mobilisering processer, og ofte begynder analysen på det individuelle plan, med forklaringer på deltagelse eller passivitet, eller ved hjælp af en case study undersøgelser af, hvordan de lokale kredse mobiliserer omkring bestemte emner. Selvom globale moraler diskurser og antagelser af universelle normer har præget sociale bevægelser senest fra det attende århundrede, har teorier om sociale bevægelser en tendens til at se verden gennem lokale kollektive identiteter, kampagner, organisationer og strategier.

Aktivisterne selv har længe påberåbt sig globale visioner omkring humanisme og fælles universalistiske værdier for at generere international opbakning til lokale bevægelser: 1800-tallets antislaveri kampagne såvel som moderne menneskerettighedsbevægelser har været afhængig af internationale dårlig samvittighed og moralsk pres for deres effektivitet. Internationale appeller og grænseoverskridende aktivisme er ikke noget nyt. I århundreder har aktivister og oprørere søgt hjælp i udlandet og internationalistiske aktivister har arbejdet på tværs af grænserne: Franske aktivister støttede den amerikanske revolution, afroamerikanske missionærer rapporterede som whistleblowers om kong Leopold's regime i Congo f.eks.

Dette fremhæver nogle af de metodiske udfordringer, som forskning i transnationale bevægelser stiller forskeren overfor. Hverken en lokalt orienteret case study tilgang eller et fokus på bevægelsernes selverklærede mål vil nødvendigvis afsløre fuldt ud, i hvilket omfang aktivisterne har eller ikke har antaget en transnational identitet eller selv har set deres handlinger som orienteret mod mere vidtrækkende mål.

Den internationale appel fra nogle sociale bevægelser gør det også nødvendigt at overveje det globale samfunds hierarkiske, interessebaserede karakter. For eksempel rejser det spørgsmål til både aktivister og akademikere, om hvorvidt anmodningen om hjælp fra internationale bidragydere begrænser lokale aktivister til mål, der er i overensstemmelse med donorernes interesser.

Solidaritetshistorie

Hele området for befrielsesteorier og strategier er stadig ret underudforsket af historikerne. Det lader til, at især efter 1990, er flere historiske studier af konkrete tilfælde af international solidaritet lavet, mens kun få teoretiske eller principielle værker er skrevet om emnet Nord-Syd politisk solidaritet som sådan. Større analyser med afsæt i historie og interesser fagforeninger, politiske partier og sociale bevægelser er stadig en mangelvare.

I de senere år har flere offentliggjorte værker beskæftiget sig teoretisk med globalisering, bistandspolitik, South-South relations, eller endda kritisk med NGO-deltagelse i nationbuilding, mens de fleste værker om de politiske solidaritetsbevægelser har været begrænset til konkrete casestudier. Måske fordi årsagerne til solidariteten oftest forekommer temmelig indlysende eller måske fordi den empiriske historie af en større vifte af internationale solidaritet bevægelser skal klarlægges først.

En dybere teoretisk undersøgelse af solidaritetens historie, ville skulle søge efter kilder i hvert fald tilbage til oplysningstiden og den franske revolution. Nogle af de tidligste åbenlyse solidaritetshandlinger i forhold til undertrykte, oprindelige befolkninger og indførte slaver skal dog findes i missionærkredse, selvom undersøgelser af dette område har givet en meget blandet billede, idet missionen også fungerede som infiltrator og ideologisk opdrager i den vestlige kolonialisme interesse.

Storbritanniens forbud imod slavehandel i det nittende århundrede bør nok også ses i lyset af, at England som det mest industrialiserede land kunne have konkurrence- og ideologiske fordele i at påtvinge en ny verdensorden baseret på (mere eller mindre) frit lønarbejde på lande, der endnu ikke var klar til dette. Ikke desto mindre må den omfattende anti-slaveri kampagne i både England og andre steder betragtes som en reel, tidlig solidaritetsbevægelse. (Paralleller kan drages til for eksempel kampagner mod børnearbejde og for arbejdsmiljøstandarder i dag, som har nogle af de samme slags blandet virkninger, når tvunget til på tredje verdens lande).

En nyere kilde til solidaritet var selvfølgelig arbejderklassens internationalisme, der begyndte at dukke efter i 1848 revolutionerne, og som blev savnet af Pariserkommunarderne i 1871 og svigtet af socialdemokraterne før Første Verdenskrig, aktiveret igen af Komintern efter 1921, og senere igen på anden vis af Socialistisk Internationale. Internationalisme var en åbenlys mulighed i kolonitiden og i postkoloniale miljøer, fordi aktivister i Asien, Latinamerika eller Afrika nødvendigvis måtte være særligt opmærksomme på den måde globale kræfter påvirkede deres muligheder.

Solidaritet i Sydafrikas historie

Nogle af de tidlige, hvide, anti-racister i Sydafrika, medlemmer af Den Internationale Socialist League, definerede deres hjemlige kamp som internationalisme. I deres ugentlige avis, The International, skrev de i oktober 1915, at en internationalisme, der ikke omfatter fulde rettigheder for den indfødte arbejderklasse ville være skammelig, og at de hvide arbejdere måtte befri sig selv sammen med de indfødte.

Vigtigheden af ​​den Kommunistiske Internationale, og efter Anden Verdenskrig af østblokken, for den anti-koloniale kamp, bør ikke undervurderes. (I hvor høj grad de resultater, der faktisk kom ud af det var gode eller dårlige fortjener faktisk at blive udsat for ny forskning. Det virker ofte som om det er bekvemt at glemme det, men indtil anden halvdel af det tyvende århundrede holdt de vestlige lande faktisk store dele af verden under kolonial besættelse og racisme var den normale standard.

I dagene før den udviklede velfærdsstat, da levevilkårene for arbejderne i den vestlige verden var mindre forskellige fra deres klassefæller andetsteds, og det mestendels var overklassen, der nød godt af eksotiske varer, ville en fælles, global klassebevidsthed egentlig have været mere naturligt end dag, hvor også den gennemsnitlige vestlige forbruger drager fordel af billige importerede råvarer og andre former for værdioverførsler fra Syd.

I 1927 deltog en af det sydafrikanske kommunistpartis (CPSA) farvet ledere, James La Guma, i en konference i Bruxelles arrangeret af League Against Imperialism, hvor Marcus Garvey's slogan "Afrika for afrikanere" blev foreslået. Derfra rejste han til Moskva, hvor han blev fortaler for Kominterns strategi for Sydafrika, der krævede "en uafhængig indfødt sydafrikansk republik". Denne strategi, som så sorte som den vigtigste drivkraft for ændringer i landet, delte det indenlandske kommunistiskparti i starten, men senere banede vejen for grænseoverskridende racesamarbejde.

Mange socialdemokratiske partier blev grundlagt, ikke som nationale partier, men som sektioner af Første Internationale, ligesom som de fleste kommunistiske partier blev etableret som dele af Tredje Internationale efter Første Verdenskrig. Da mange socialistiske og socialdemokratiske partier senere tog regeringsansvar i de vestlige lande, deres måtte solidaritet (især i NATO's medlemslande) ofte være mindre entydig end venstrefløjens. Dog gik fagforeningskontrol og statslige magtpositioner jo også hånd i hånd med større økonomiske muligheder, og de ​​nordiske socialdemokratiske partier og fagforeninger stod tit for en mere lavmælt, og ofte indirekte, men ret omfattende støtte til en bred vifte af frihedsorganisationer i det sydlige Afrika.

Et slående træk ved tiden efter Berlin-murens fald var en nedgang i folkelig politisk solidaritet med den tredje verden. 1990'erne var præget af en højere grad af eurocentrisme og indadvendt individualisering. Fokus var på det umiddelbare nærområde og på områder af strategisk interesse, mens brutale konflikter i Afrika fik mindre opmærksomhed, efter at dette kontinent havde mistet den betydning, det havde under Den Kolde Krigs konfrontationer. Mange konflikter virkede mere kaotiske og vanskelige at rubricere end før. Indre-afrikanske ressourcekonflikter der strakte sig på tværs af koloniale grænser, udløst af tilbagetrækningen af ​​vestlige og østblok investeringer og indsatser, gjorde det mindre indlysende, hvem der burde protesteres imod.

Store dele af den intellektuelle venstrefløj i Vesteuropa havde nok en idealistisk forventning om, at den demokratiske socialisme ville vinde folkelig styrke og at uselvisk solidaritet ville blomstre, når man nu var befriet fra den dobbelte byrde af kommunistisk organisatorisk dominans og antisovjetiske, ideologiske angreb. Mange blev skuffede. Sammenbruddet af ​​den "reelt eksisterende socialisme", og af mange kommunistiske partier og organisationer under kommunistiske indflydelse, havde også bagsider, såsom tab af alternative magtbaser, organisatoriske disciplin, og politisk uddannelse. For mange lande og befolkninger i Østeuropa, resulterede denne udvikling i politisk demokratisering og større valgfrihed, men for sociale bevægelser i almindelighed, blev resultatet organisatoriske og politiske svækkelse, selv om de objektive behov for social kritik egentlig var voksende, til dels på grund af gennemtvingelsen af neo-liberale politikker. Den danske socialdemokratiske historiker, Søren Mørch, udtrykte det på denne måde: "Prisen på forsikring mod social uro er gået ned”.

Neo-liberalismens globale triumf betød, at transnationale selskaber i stod spidsen for en ny tillid til handel snarere end til solidaritet og bistand, og at udenlandske investeringer og kontrol blev fremmet i stedet for politisk støtte til nationale løsninger (på trods megen snak om partnerskab og lokalt ejerskab).

Denne udvikling har dog også haft nogle lysere elementer. Nu da NGO'er var ikke længere ansås for en trussel mod systemet, blev mere af den almindelige udviklingsbistand kanaliseret igennem dem, hvilket resulterede i lønnede aktiviststillinger og større professionalisme. Men på den anden side, tenderede dette til at gøre organisationerne mere afhængige af de nationale udenrigsministerier end af græsrøddernes mobilisering. Nu om dage bruger nordiske fagforeninger ikke deres egne midler til politisk solidaritet, i stedet samler de indtægter fra statslige midler ved at køre udviklingsprojekter.

Antiapartheidbevægelsen

Antiapartheidbevægelsen i 1970'erne og 1980'erne var en reel transnational, social bevægelse, og dens historie illustrerer godt, hvordan globale bevægelsers praksis kan tvinge teoretikere til at genoverveje grundlæggende antagelser om identitet, ressourcer og mål for kollektiv handling.

Mange kritiske spørgsmål venter stadig på at blive besvaret i denne forbindelse. Hvordan var det muligt for den internationale antiapartheidbevægelse at udvikle effektive kampagner gennem over 35 år (og især under de meget vanskelige perioder i slutningen af ​​1960'erne og begyndelsen af ​​1970'erne, da befrielsesbevægelsen faktisk blev ødelagt i selve Sydafrika)? Var det en særlig filosofi eller ideologi, eller var det bevægelsens politik eller praksis? Var det særlige blanding af lokale anti-imperialistiske aktivister blandet med sydafrikanske flygtige fast besluttet på at befri deres land? Var det loyaliteten blandt aktivisterne? Var det en internationalisme der arbejdede i forlængelse af en lang antikolonial tradition?

Hvad var det der gjorde det muligt, at antiapartheidbevægelsens forholdsvis små organisationer, som det meste af tiden var ret ufolkelige i regeringernes korridorer, kunne udøve betydelig international indflydelse?

Som Gay Seidman har dokumenteret, udviklede aktivisterne en global, antiracistisk identitet, på tværs af statsgrænser. Deltagelse i bevægelsen ændrede den måde mange aktivister så på politik derhjemme og tilføjede en global dimension til alle diskussioner om enhver form for forskelsbehandling.

Den Engelske antiapartheid bevægelse for eksempel, bemandet med en høj grad af udlændinge og sydafrikanske flygtninge, men med stærke bånd til det britiske Labour Party, antog en mere militante holdninger i 1980'erne. Britiske deltagere, ligesom deres amerikanske kammerater, var reagerede på begivenheder i Sydafrika, men bevægelsen blev også styrket af stigende bekymringer omkring racisme på hjemmefronten. I New Zealands tilfælde var deltagelse i antiapartheidbevægelsen ofte forbundet med indenlandske politik overfor maorikulturen.

I Amerika sluttede mange hvide sig til antiapartheidbevægelsen for at protestere mod det sydafrikanske racesystem, men da de begyndte at identificere sig med en antiracistisk grænseoverskridende bevægelse, begyndte de også at se mere kritisk på den indenlandske racesituation. Mange sorte borgerretsaktivister i USA hævdede, at deltagelsen i antiapartheidaktivisme, især påvirkninger fra ANC's udvikling af "non-racialism", og ANC's gradvise åbning for hvide medlemmer efter 1969, resulterede i en gentænkning af deres egne separatistiske holdninger i forhold til hvid deltagelse i antiracistiske bevægelser. En ny kollektiv identitet blev bygget, som gav deltagerne en følelse af at tilhøre noget langt bredere end de lokale eller nationale grupper, som de har tilsluttede sig.

Når aktivister i Italien og Frankrig fokus på lokal universitetspolitik, de var der tråde til den transnationale modstand mod Sydafrikas apartheid politik.

Selv om det var mindre indlysende end i de fleste andre tilfælde på grund af uformelle strukturer og "aktivistdemokrati", så var der også elite medlemmer og vandbærere i de fleste AAMs. Det indre netværk af aktivister, som antiapartheidbevægelsen gav en vigtig del af deres identitet var ofte lette at pege ud. Med nationale og internationale forbindelser til andre dele af bevægelsen, og med en højere viden om antiapartheid kampens historie, ​​havde de ofte uforholdsmæssig stor indflydelse på bevægelserne.

Aktivistskaren omfattede den sydafrikanske diaspora, bekymrede over begivenhederne i deres hjemland, fagforeningsledere, socialistiske partigængere, venstreorienterede intellektuelle og studerende, borgerrettighedsaktivister, kirke folk, liberale do-gooders, og mange andre.

Søjler af solidaritet

Kader Asmal, der var medstifter af både den britiske og senere den irske AAM, og tjente som uddannelsesminister i det nye Sydafrika, har forklaret nogle af årsagerne til styrken af ​​antiapartheidbevægelsen:

"Der er en vidunderlig fortælling, der skal skrives af hollandske mænd og kvinder, danskere og svenskere og irsk og engelsk mænd og kvinder, og amerikanere, der tog til Sydafrika, og kom tilbage som ubesungne helte og heltinder. En dag, at historien skal være skriftlig, fordi de var i de bedste traditioner i international solidaritet.”

En kilde til styrke var forholdet mellem de nationale AAMS og frihedsbevægelsen i Sydafrika. Den tidligste af dem, den britiske boykotbevægelse, blev oprettet i 1959 som reaktion på Den Afrikanske Nationalkongres opfordring til international støtte til sin kampagne for en boykot af produkter fremstillet af virksomheder, som støttede det regerende National Party i Sydafrika. Efter Sharpeville i marts 1960 blev den symbolske boykot til et krav om total isolation af Sydafrika og om omfattende sanktioner fra FN. Da African National Congress og andre bevægelser i det sydlige Afrika indledte den væbnede kamp, ​​ støttede de fleste AAMs denne strategi. Men, selv om de ofte havde et særligt forhold til ANC, var AAMs ikke udelukkende tænkt som, eller fungerede som, ANC støttegrupper. AAMs blev betragtet som nationale NGO'er, men på den anden side var AAMs faktisk en del af befrielsen af ​​det sydlige Afrika, selv om for eksempel de danske Sydafrika Komiteer har ved flere lejligheder understregede deres uafhængighed i forhold til det lokale ANC-kontor.

En af deres styrker var jo faktisk, at de havde en bred national appel. En AAMs vigtigste kvalitet skulle var at den var en massebevægelse i eget land. Fra begyndelsen var målet at uddanne folk om af apartheids ondskab. I England blev the International Defence and Aid Fund oprettet til dette formål. Den spillede en unik international rolle i kampen, og det var en af ​​de vigtigste områder for det nordiske offentlige midler ved slutningen af ​​apartheid, på trods af, at den også arbejdede for at afsløre vestlige regeringers hykleriske dobbelthed. Styret af hensynet til det indenlandske erhvervsliv og af strategiske interesser, fortsatte de med at give praktisk støtte til apartheid i form af handelsmæssige forbindelser.

Boykot og sanktioner var derfor et andet væsentligt element i den internationale bevægelses strategi. Økonomer og økonomiske historikere vil fortsætte med at skændes om, i hvilket omfang sanktionspolitikker påvirkede den sydafrikanske økonomi og over hvor tungt de økonomiske vanskeligheder vejede i de Klerk's beslutning om at komme til forhandlingsbordet, men tidligere apartheid kabinetsmedlemmer har åbent indrømmet, at disinvestment bidrog effektivt til at demobilisere apartheid.

En yderligere søjle i modstanden var den internationale antiapartheidbevægelses innovative arbejde overfor internationale institutioner som FN og Commonwealth, der hjalp med at få disse organer til  at reagere på pres fra ikke-statslige organer på en ny måde, at demokratisere dem og gøre dem mere ansvarlige og gennemskuelige for offentligheden.

Livet i en nordisk AAM

Hvad var så de særlige kendetegn ved de folkelige, politiske, solidaritetsorganisationer? Patrick Mac Manus, tidligere formand for Dansk antiapartheidbevægelse, har erklæret, at Landskomiteen Sydafrika-Aktion (LSA, senere SAK/AK) befandt sig i et spændingsfelt mellem irritabilitet og modvilje i det etablerede politiske system på den ene side og de ​​strammere der kom fra organisationens egen vildtvoksende, til dels ukontrollable mobilisering af engagerede unge. Aktiviteterne i bevægelsen vekslede mellem niveauer af skrivebordsanalyse og gadeaktioner, mellem blokader og konferencer, mellem gadeteaterparoler og veldokumenterede, saglige anmodninger til regeringen om en ændret politik. Målet var at bringe befrielseskampen ind i almindelige menneskers hverdag ved at skabe en bred deltagelse, der overskred de snævre former i det traditionelle politiske system. Mac Manus mener, at bevægelsen lykkedes i den forstand, at kun meget få danskere ikke var grebet af den grundlæggende optimisme fra frihedskamp og international solidaritet.

Undersøgelse, dokumentation og senere opsyn med overholdelsen af sanktioner (en opgave den danske regering ikke udførte), krævede færdigheder i statistik, erhvervsrevision, og indsigt i virksomhedernes strukturer.

Selv om der var bred forståelse for aktioner, som havde til formål at miskreditere enhver form for støtte til det illegitime sydafrikanske regime, var det klart ønske om LSA for at undgå former for handling, som, hvis de kom til at præge bevægelsen, kunne have isoleret den. Dette blev ofte et tema for diskussion mellem ledelse og aktivister. Også spørgsmålet om politisk bredde og reel indflydelse kontra demonstrative markeringer af udtalt socialistiske perspektiver, sammen med en eventuel udvidelse af dagsordenen til støtte til andre former for befrielsesbevægelser eller til at redde verden i almindelighed, føre til interne konflikter. Mangel på tålmodighed og ekspressionistiske holdninger til politik blandt aktivisterne satte undertiden ledelse i en pædagogisk rolle. Gennem læsning af historiske tekster i studiegrupper og underudvalg, udviklede bevægelsen sit officielle mål om en "demokratisk, ikkevoldelig traditioner og en høj grad af information". Som Mac Manus anførte i en dansk avis:

"Det er en opgave for en solidarisk bevægelse for at udvikle moralsk og materiel støtte i samfundet og kulturen, som den er del af. De demokratiske fremskridt i dette samfund er grobund for aktiviteter i bevægelsen, selv om dens formål er at skabe forståelse for en kamp, ​​der kæmpes under betydeligt forskellige forhold. Vi lever ikke i Soweto, vi dør ikke i El Salvador. Hver benægtelse af denne forskel vil føre til virkelighedsflugt og sekterisme”.

Substansen i de fleste politiske protester, er at en høj grad af symbolsk karakter. Formålet med boykot kampagnen mod Shell i Danmark var ikke kun at underminere apartheids økonomi, men lige så meget at demoralisere, isolere og svække legitimiteten af regimet i befolkningen søjne, og Mac Manus konstaterer, at regimet faktisk gik politisk i opløsning, selv før de makroøkonomiske omkostninger var blevet uudholdelige. Der var altid en balance at overveje. Målet var at underminere illegitime magtstrukturer i stat og kapital - ikke at ødelægge grundlaget for livet for de almindelige mennesker.

Også i deres præcise mål og midler måtte solidaritetsorganisationen være forsigtig. I tilfælde af LSA i Danmark, gav udisciplinerede protester i 1989, herunder en indbrud i den sydafrikanske ambassade, højrefløjen en undskyldning for at kræve indgriben. På et tidspunkt blev anholdt 21 medlemmer i en politi-razzia, og politiet forsøgte at anvende alvorlige love for indre sikkerhed, som kunne give op til seks års fængsel. Den offentlige debat om denne begivenhed har paralleller til de igangværende drøftelser om "krig mod terror", eftersom ANC var dengang stadig mærket en terrororganisation af den amerikanske regering.

Patrick Mac Manus har i sin redegørelse for den danske AAM nogle provokerende tanker, som sætter spørgsmålstegn ved relevansen af fremtidens solidaritetsbevægelser. Den relation, hvor en solidarisk bevægelse kan ses som en ekstern dimension af en befrielsesbevægelses nationale kamp, kan være forældede, simpelthen fordi mulighederne for national befrielsespolitik som sådan synes at have nået en ende. De mange negative erfaringer i den postkoloniale udviklingspolitik i Afrika, får ham til at konkludere, at mulighederne for den autonome nationalstat, kan have nået sine grænser og er blevet mindre relevant.

Globale strukturer synes at være i forgrunden som en betingelse for enhver form for udvikling, og uden demokratiske reformer af disse strukturer, synes de fleste nationale reformforsøg at være uden varigt perspektiv. Derfor bør solidaritetsbevægelsen i dag være en international bevægelse med fokus på globale politiske og økonomiske strukturer, på neo-liberal globalisering og hvad der er oftere og oftere benævnes "global apartheid". I dette sammenstød mellem modsatrettede globaliseringsprojekter, er en opgave for de oppositionelle bevægelser stadigvæk stort set de samme: At skabe indlevelse, at få folk identificere sig med andre folk, at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af den etablerede orden, hvorunder mennesker lider. Eller som nogle tyskere har sagt det: "Solidarität ist die Zärtlichkeit der Völker”.

Fagforeningsstøtte

En af de bedste skildringer af historien om den internationale fagforening anti-apartheid support er stadig Roger Southall bog fra 1995.

Southall fokuserer især på dynamik og interne konflikter i den vestligt dominerede fagforeningssammenslutning, International Confederation of Free Trade Unions (ICFTU), samtidig med at han skitserer fremvæksten af den sydafrikanske fagforeningsbevægelse og dennes internationale forbindelser.

Han konkluderer, at der var tale om et udslag af ægte international solidaritet. Hjælpen resulterede i et pres på apartheidstyret, i praktisk fagforeningsstøtte, udvidede arbejderrettigheder, bedre juridisk rådgivning og kompensationer, samt pres mod internationale arbejdsgivere. Southall viser altså, at den internationale arbejderbevægelse i vesten var en effektiv støtte for de sydafrikanske fagforeninger. Alligevel indeholder hans bog mange modsætninger.

De vestlige fagforeningssammenslutninger ICFTU, den amerikanske AFL-CIO og den britiske TUC kritiseres faktisk i bogens første dele for at have spillet en tvivlsom, dobbelttydig og splittende rolle. Disse reformistiske sammenslutninger gik først ind med effektiv støtte til de genskabte afrikanske fagforeninger, efter at disse havde vundet så meget styrke, at de ikke længere kunne ignoreres, og efter at faren ved at overlade dem til støtte og socialistisk påvirkning fra Østblokken var blevet klar.

Selv om ICFTU principielt virkede for samarbejde og ikke konkurrence mellem de nationale fagforeningscentre, havde man ofte svært ved at blive enige. Amerikanerne bøjede organisationens principper ved at bruge US-regeringspenge i deres Sydafrikaarbejde og trak sig midlertidigt ud af organisationen på grund af uenighed om dette spørgsmål. De såkaldte Nordic Five (hvilket i denne forbindelse betyder Danmark, Finland, Holland, Norge og Sverige) besluttede at støtte den sydafrikanske LO, COSATU, direkte, altså udenom ICFTU, på trods af COSATUs socialistiske retorik. Southall giver ikke mange forklaringer på dette brud med ICFTUs erklærede multilateralisme. I betragtning af, at en meget stor del af COSATUs finansiering plus en hel del af ICFTUs støtte gennem adskillige år kom hovedsageligt fra The Nordic Five, forekommer det beklemmende, at ingen har taget dette skisma op for en dybere undersøgelse. Southall noterer sig, at i modsætning til andre internationale donorer, holdt de nordiske sig for gode til at forsøge at påtvinge de sydafrikanske kolleger deres egen dagsorden. Andre forskere vil måske ikke være helt ubetinget enige i dette. 

Southall beskriver også kritisk TUCs langvarige samarbejde med de hvide, ofte direkte racistiske, sydafrikanske fagforeninger under apartheid, ICFTUs katastrofale støtte til den anti-socialistiske organisation FOFATUSA, ICFTUs bekæmpelse af de ANC-allierede fagforeninger i SACTU, forkærligheden for at samarbejde med delvis apartheid-loyale fagsammenslutninger, såsom TUCSA/SATUC, længe efter at dette fremstod som helt utroværdigt. Senere blev de såkaldte uafhængige fagforeninger ICFTUs foretrukne samarbejdspartner, suppleret med splittelsesfagorganisationen UWUSA, i forsøgene på at manipulere den sydafrikanske fagforeningsscene.

Southall kritiserer også manglen på åbenhed og internt demokrati i ICFTU. Ikke desto mindre konkluderer han, at det internationale solidaritetsmaskineri alt i alt opererede på en facon, der ikke generelt fremmede imperialistisk indflydelse og at resultatet af solidariteten fungerede på en rimelig afbalanceret måde, der i sidste ende fremmede enheden og styrken i den sydafrikanske fagbevægelse.

Uden at jeg på nogen måde vil anfægte Southalls konklusioner eller faglige integritet, er det nok værd at holde sig for øje, at en del af denne form for progressive historiske og politologiske studier i det nye Sydafrika fortsat er finansieret mere eller mindre direkte af vestlige og nordiske donorer på grund af ANC-regeringens nedskæringspolitik på universitetsområdet.

AAM forskning har aktuelle politiske betydning

Som "uafhængig", liberale, journalistiske tilgange mere og mere dominerer mediebilledet i Sydafrika og andre steder og den alternative sorte pressen har næsten forsvundet, vi får lov til at glemme den betydningsfulde rolle, som radikale og socialistiske kræfter har spillet i ødelæggelsen af apartheid, og disse kræfter er ofte beskyldt for at have forfulgt urealistiske strategier og for at forsøge at ansætte "enten / eller-løsninger".

Ikke desto mindre ville det nationale kompromis have været umuligt, hvis det ikke var blevet godkendt af de sydafrikanske venstrekræfter inklusive kommunisterne. Muligheden for egentlig borgerkrig var overordentlig nærværende. De ledende kadrer på venstrefløjen var imidlertid udmærket klar over forskellen mellem en nationaldemokratisk revolution og en socialistisk.  Det sidste stod ikke på dagsordenen, men rejsningen af den stærkest mulige forening af national, etnisk og social mobilisering var absolut nødvendig for at kunne imødegå skrupelløse, racistiske højrekræfter. En faktor, som liberalisterne ikke bidragede til og fortsat nødigt anerkender.

Brugen af historien i opbygningen af den nødvendige idealisme for frihedskamp og solidaritet har aldrig høstet anerkendelse blandt konservative historikere, der tværtimod accepterede mange former for samarbejde med apartheidstyret som værende sagligt begrundet. Historien bliver imidlertid altid brugt i den slags fundamentale konflikter og historikeren er i et vist omfang tvunget til at vælge side.

***I en proces af forsoning, er det måske forståeligt, at nogle mennesker ønsker at glemme fortiden, at bevæge sig ud over det, at lade syndere. Dog kan en ægte forsoning ikke være baseret på uvidenhed. Historien kan være farligt og splittende, men uvidenhed er potentielt endnu mere forstyrrende. Eller som Shula Marks har sagt i et foredrag:

".. i et samfund som dybt splittet som Sydafrika, er det tvivlsomt, om selv de mest konservative historiker kan skjule den illusion, at historien er en eller anden måde et sæt neutralt observeret og høfligt aftalt fakta. For alle deltagerne i moderne Sydafrika er der en helt bevidst kamp for at styre fortiden for at legitimere nuværende og krav på fremtiden.”

Intellektuel møder mellem konkurrerende vandløb inde sydafrikanske samfundsvidenskab, især den store debat mellem de liberale og de radikale-revisionistiske skoler af tanker, har også mærket at skrive om solidaritet historie. Denne sidstnævnte teoretiske polemik havde sin vigtigste baggrund i divergerende synspunkter om forholdet mellem Sydafrikas økonomiske udvikling mønster og race politikker dens skiftende regeringer over tid, men også afspejlet modstridende udtalelser fra nutidige politiske situationer og forventninger til fremtiden. Siden begyndelsen af ​​1990's, manglen på alternative, har kritiske synspunkter sammen med konvergerende begrebsmæssige tendenser påvirket historie erhverv, og de ideologiske "hamrende" i dag ofte forekommer noget konstrueret. Ikke desto mindre har de-ideologised, postmoderne tendenser kun fundet forsinket, og svækket reaktion i Sydafrika, som kunne dels skyldes de varige følger af apartheid langvarige opretholdelse af en forældet social struktur. Arbejderklassesolidaritet i det industrielle samfund er endnu ikke blevet overhalet af den enkelte, intellektuelle kvalifikationer i informationssamfundet. Dette kunne være en af ​​grundene til, at diskussionen mellem liberale og marxistiske påvirket aktører om strategier for konkrete social mobilisering stadig føler er relevante her. Og hvorfor forskning i historien om solidaritet er stadig under levende udvikling.

Forskere vil fortsætte med at diskutere indflydelse af den antiapartheidbevægelsen på befrielseskampe og transformationsprocesser i det sydlige Afrika - og dens betydning for valg i nordisk udenrigspolitik under den kolde krig. Ingen tvivl om, vil der stadig være nogle konservative forskere i respekteret nordlige akademiske centre, som ikke vil være i stand til at spotte de direkte konsekvenser af bevægelsen, og vil ikke forstå det komplekse forhold, der udviklede mellem disse to sider af kampen. Der vil også være dem, der vil forsøge at romantisere bevægelsen på en sådan måde, at dens interne problemer og eksterne vanskeligheder ikke er fuldt i betragtning. På et symposium afholdt i 1999 for at markere fyrretyvende årsdagen for grundlæggelsen af ​​den britiske Antiapartheidbevægelsen n, havde Abdul Minty kritiske bemærkninger om nogle af de tidlige skriverier omkring bevægelsen:

"Jeg har endda set regnskaber bevægelser i andre lande for nylig, som gennem omhyggelig udvælgelse af materiale, udelukker vigtige oplysninger, således at det endelige produkt en selv-tilbedelse.”

Dannelsen af folkelige bevidsthed, som var en grundlæggende forudsætning for en vellykket politisk kamp både i Sydafrika og i solidaritet bevægelse, havde flere vigtige kilder til inspiration end de samfundsvidenskabelige intellektuelle selvfølgelig. Forholdet mellem masse og de ​​organisationer, stod i centrum af denne proces.

Det er en grundlæggende sandhed, at historien er skabt af mennesker, men den forestilling, at dette sker primært gennem en ubundet og lige anvendelse af individuelle handlinger viljestyrke synes snarere idealistiske til mig. Under Sydafrikas frihedskamp blev historien til en vis grad skabt om kollektive initiativer fra den frie bevægelighed og fra solidaritetsbevægelse. Formuleringen af denne art af levedygtige strategier og beregningen af ​​politiske plads til handling kræver både teoretisk indsigt og strukturel analyse. Forudsætninger såsom empati og kendskab til behovene hos masserne kan stamme direkte fra erfaringer med de autoritære systemer og fra politisk organisering. Men den strukturelle analyse ikke anledning spontant, og bør derfor være en høj prioritet for historikere og andre forskere, der ønsker at bidrage med en differentieret forståelse af mulighederne for solidaritet.

Bidrag til nordisk solidaritet historie

Nye værker om nordisk solidaritet udkommer indimellem. En nylig PhD fra Roskilde Universitetscenter beskæftiger f.eks. sig bredt med cases fra dansk solidaritet historie. Da de fleste af disse værker er dedikeret til et nationalt publikum af tidligere aktivister, de er desværre sjældent skrevet på engelsk.

En række papirer fra mit NAI-projekts konference i København fokuserede på solidaritet med det sydlige Afrika. Jeg har taget et nærmere kig på nogle af dette materiale, der kan bidrage til en nordisk solidaritetshistorie. Bidragydere omfatter professionelle historikere, fagforeningsrepræsentanter, og solidaritet bevægelsens ledere. Ingen af papirerne kan kaldes ukritiske. Nogle af dem hævder dog at repræsentere objektivitet, mens andre kan ses som partsindlæg. Sidstnævnte er lige så relevante, så længe de er afbalanceret med modstridende livssyn. Selv om min kritiske kommentarer til de bidrag i de har været drøftet med forfatterne til formål at etablere et fortsat diskuterer miljøet omkring solidaritet historie, følgende evalueringer af bidragene er helt mit ansvar, naturligvis.

Christopher Morgenstierne's papir: afrikanske frihedskamp - i Danmark er et spin-off fra et langvarigt arbejde med den danske del af NAI's store projekt om nordisk solidaritetshistorie. Morgenstierne bygger sit projekt på flere års studier i arkiverne i det danske udenrigsministerium, og af danske NGO'er. Han fokuserer objektivt på den officielle udenrigspolitik i 1960'erne og 70'erne, mens de vigtige ngo-kampagner i 1980'erne er lidt underprioriteret. Forfatteren gør en klar sondring mellem folkelige boykot og officielle sanktioner. Morgenstierne's forskningsresultater omfatter en kronologisk gennemgang af den danske anti-apartheid støtte, og han beskriver interessante sammenhænge mellem forskellige former for støtte, mens kun få linjer er draget til de bredere omgivende danske politiske virkelighed.

Håkan Thörn's solidaritet på tværs af grænser: anti-apartheid som en global social bevægelse er et ambitiøst forsøg på at undersøge motiver og organisatoriske former i den internationale solidaritetsbevægelse gennem illustrerende case studies, konstruktion af definitioner og generelle analyser. Målet med Thörn's projekt er at undersøge, hvordan en global solidaritet spørgsmål, kampen mod apartheid i Sydafrika, blev formuleret i to nationale sammenhænge - Sverige og England - i perioden 1960-1994. Thörn dækker overbevisende vinkler fra den vigtige britiske Anti-Apartheid Movement (AAM), FN's særlige komité mod Apartheid, Den Internationale forsvar og Aid Fund (IDAF), sammenligninger mellem eksil situationer i London og Stockholm, sammen med de interne konflikter i svensk solidaritet politik. Dette sker gennem ny forskning og historier om centralt placeret solidaritetspersonligheder. Desuden er bidraget fra kirkerne på tværs af grænserne inkluderet. Forskellige former for tværnational indsats er teoretiseret.

Thörn hævder, at det faktisk er vanskeligt at etablere en klar "indenlands" og "ekstern" af den sydafrikanske situation på grund af den stærke gensidige påvirkning på tværs af grænserne.

Den danske konflikt forsker Bjørn Møller svarede igen med en discussant bidrag til Håkan Thörn's papir. Møllers kritik har fordel af hans store ekspertise i internationale relationer og konfliktløsning. Den indeholder en række generelle betragtninger om arbejdet og holdninger i internationale NGO'er i globalisering og deres ambivalente forhold til regeringer.

Thörn gjorde i sin modkritik af Møllers kritiske vurdering af "det civile samfund romantik"(dvs., at NGO'erne er progressive per definition), men han fandt det ikke relevant for hans egen regning, da han selv andetsteds har kritiseret automatisk sammenkædning af ngo'er og demokrati. Thörn tog også afstand kritikken fra Møller, at han kunne have været inspireret af en ideologi hævde, at ngo'erne vil mere eller mindre erstatte nationalstaten, fordi sidstnævnte er generelt svækkes, mest specifikt i tilfælde af såkaldt fejlslagne stater.

Møller understreger betydningen af ​​ anti-apartheid NGO'erne i kampen, men han forsøger at se deres styrke i forhold til andre faktorer såsom Sydafrikas smuldrende ydre forsvarsværker mod frontlinjestaterne, montering interne modsætninger apartheidregimet, og slutningen af Den Kolde Krig.

Steen Christensens paper om den danske debat om støtte til det afrikanske befrielsesbevægelser kommer vidt omkring i den periodisk heftig debat om den solidaritetsspørgsmål i Danmark, og beskæftiger sig polemisk med regeringsansvar, partipolitik, venstreorienteret blind aktivisme, højreorienteret anti-kommunisme, handelspragmatisme, og danske fagforeningers solidaritet. Grundlagt i sin lange erfaring som socialdemokratisk, international leder, indtager Christensen et midterpositionsforsvar  i en kold krig sammenhæng. Det er nyttigt at blive mindet om, hvor sent et tidspunkt i kampen for demokrati, at liberale og konservative partier var imod enhver form for effektiv støtte.

Christensens papir har hovedfokus på danske politiske kredse, der beskæftiger sig med bistand til afrikanske befrielsesbevægelser, herunder parlamentariske diskussioner og deres resultater, økonomisk og politisk, holdt sammen med den bredere politiske debat i Danmark, især de ideologiske konsekvenser. Centrum for opmærksomheden, er den danske bistand, begyndende med den generelle støtte fra forskellige socialdemokratiske ministre i løbet af 1960'erne. Der lægges særlig vægt på det politiske klima på venstrefløjen i Danmark i slutningen af ​​1960'erne - herunder det social demokratiske parti, som var medvirkende til at forme forløbet af dansk udenrigspolitik. Nogle kritiske afsnit er fokuseret på 1975-forsøget fra den danske liberale mindretalsregering på at ændre retningen af ​​denne politik i et dansk udenrigspolitik miljø, som indtil da havde været præget af en høj grad af enstemmighed. Endelig ser papiret på de hjemlige aspekter af den politiske debat om befrielsesbevægelserne - som en forlængelse af de bitre politiske debatter på venstrefløjen om solidaritetsstrategier over for Vietnam, og i mindre grad, Chile. Dette behandles som en parallel debat mellem de forskellige fraktioner af ”det nye venstre”, kommunisterne, og socialdemokrater. Papiret dissekerer de svage punkter i venstrefløj i Danmark på en afslørende måde, selv om den det kommunistiske partis diskrete indflydelse kan være undervurderet. Gennem skiftende implementeringer af folkefrontsstrategi, var DKP initiativtager til og arrangør af en hel del brede solidaritetsbevægelser i en sådan grad, at mange af dem blev betegnet som kommunistiske dækorganisationer af højrefløjen.

I Christensens øjne, ses støtten fra Østlandene til frihedsbevægelserne mere som et problem end som et bidrag til befrielseskampen. Stor analytisk vægt lægges på parlamentarisk politik, og betydningen af græsrodsorganisationerne er måske lidt undervurderet, hvilket også kunne være tilfældet med debatten om sanktionerne og den rolle, som den danske private sektors de facto støtte den til apartheid. Men paperet indeholder også selvkritisk indsigt i det socialdemokratiske univers og anerkendelser på den problematiske rolle i NATO.

Christensens pragmatiske realisme tillægger ikke venstre-idealisme meget værdi for tilvejebringelse af effektiv solidaritet, hvilket kan bidrage til at forklare den temmelig diskrete rolle de danske socialdemokrater indtog i det folkelige, gadebaserede solidaritetsarbejde. Man kan også stille spørgsmål ved Christensens vurdering af det angiveligt forholdsvist lave niveau af socialistiske overbevisninger i de demokratiske bevægelser i Sydafrika i modsætning til angiveligt mere ægte og udbredte nationalistiske følelser, men på den anden side har bevægelsernes ledere senere haft let ved at tilegne sig en liberal praksis.

Artiklen rejser også spørgsmålet om begrebet solidaritet som sådan. Skal det ses som en ensidig velgørenhed, eller har socialdemokratiske regeringer og fagforeninger harft skjulte dagsordener i deres støttepolitik?

Et indlæg fra Morten Nielsen opstod som en discussant reaktion på Steen Christensens papir. Forfatteren skriver fra sin baggrund som langtidsleder og organisator af Afrika Kontakt, den tidligere danske antiapartheidbevægelse. Den kommentar fra Nielsen kan ses som et temmelig råt indlæg fra græsrodsniveau. Nielsen har modet til (nogle vil sikkert sige uhøfligt) at angribe nogle af de ubekvemme spørgsmål, som de officielle fortolkninger, og de fleste medier, har gjort det muligt for os at glemme under bonkammerat sejrsrusen efter den nye demokratiske ordning blev installeret i Sydafrika.

Nielsen synes at mene, at andre har stjålet sejrens palmer i anti-apartheid kamp, som burde tilhøre de folkelige bevægelser. Denne form for mistillid er helt normalt i post-konflikt situationer og i dette tilfælde, i det mindste delvist begrundet. I samtaler med visse personer fra det danske udenrigsministerium, fra den danske socialdemokratiske arbejderbevægelse, fra svenske Sida, eller med engageret russiske afrikanister for den sags skyld, kan deres rolle i befrielsen af det sydlige Afrika i hvert enkelt tilfælde synes temmelig overdrevet.

Ingen enkelt agent kan hævde ejerskab over historien om, og det gælder også for solidaritetsbevægelsen. Og for ANC for den sags skyld. Uden langsigtede strukturelle ændringer, som bragte dele af erhvervslivet i opposition til apartheid og uden Gorbatjovs afvikling af truslen fra kommunismen, ville det nationale kompromis, der sejrede, have været usikkert.

Med sin baggrund som aktivistleder, giver Nielsen en række strategiske forklaringer på, hvorfor solidaritetsbevægelsen formåede at få bred folkelig opbakning. Han kaster lys over konsekvenserne af den småtskårne, taktiske overvejelser af den danske, etablerede politiske partier, og han opfordrer historikerne til at gøre brug af aktivisterfaringer og ngo'ernes arkiver.

Anti-kommunismen var en integreret del af sanktionsdebatten. Nogle af de danske bidrag gennemgået her, er påvirket af, at den ideologiske diskussion over skyld og skam i forbindelse med Den Kolde Krig stadig er meget åben og langt fra overstået i Danmark. Nogle af dem, der tog deres første skridt på venstrefløjen som kompromisløse hardliners, der identificerede sig uforbeholdent med den sovjetiske sikkerhedspolitiske definerede undertrykkelse i Østeuropa eller med individuel terrorisme (uden sammenligning), har gjort U-vendinger, undskyldt, og distanceret sig . På den anden side er mange socialister, der var hovedsageligt beskæftiget med tredjeverdens solidaritet generelt stolte af den side af deres indsats og ikke er tilbøjelige til at bøje nakken overfor den neo-liberale ideologiske dagsorden.

De danske bidrag er også præget af, at en større overordnet undersøgelse af historien om den danske solidaritetsbevægelse stadig mangler at blive lavet. På trods af min kritisk til visse elementer af disse papirer, værdi jeg dem som værende af høj kvalitet, og jeg ville gerne se dem offentliggjort på et tidspunkt sammen med lignende nordiske bidrag.

Resultaterne af frihedskamp og international solidaritet

Gennem generationer af udnyttelse, afstivet af massiv politisk undertrykkelse, værdier og velstand i det sydafrikanske samfund er blevet fordelt meget ujævnt, og i mange henseender, er denne situation uændret. Mere end halvdelen af ​​den sorte befolkning sandsynligvis lever under fattigdomsgrænsen grænse. Enten fordi de er arbejdsløse, underbeskæftigede, har uformelle job, eller lever som subsistenslandbrug.

Sydafrika hører til gruppen af højere mellemindkomstlande og er blandt de rigeste i Afrika, men den gennemsnitlige indkomst er stadig flere gange så høj for hvide end for sorte.  Ifølge FN's Human Development Index, er hvid Sydafrika i overensstemmelse med Spanien, mens sort Sydafrika fortsat i bunden, og når det kommer til udbredelsen af ​​ejendom, har polarisering ikke ændret sig væsentligt enten, selv om en sort elite er blevet fremmet, og den sorte middelklasse fortsætter med at vokse. Med BNP-vækstrater kun på et par procent, viser økonomien stadig alvorlige utilstrækkeligheder. Ledigheden har været stigende i årevis, interessen for direkte investeringer er beskeden, og den valuta har været svækket næsten uophørligt, indtil den globale recession gjorde at guldprisen steg. Ikke desto mindre, synes alle at antage, at Sydafrika vil være i stand til at spille en vigtig og respekteret rolle i det internationale samfund og i Afrika i fremtiden.

En alvorlig hindring for udenlandske investeringer er den høje grad af voldelig kriminalitet og præsidentvalg moralske formaninger har haft nogen virkning her. I slutningen af ​​apartheid, var 40 procent af arbejdsstyrken er udelukket fra samfundet (ikke bare diskrimineret i samfundet) og venstre for at sin egen skæbne i de ofte brutale fællesskaber i townships og hjemlande. Det var i virkeligheden. denne udvikling, som gjorde Sydafrika uregerligt for det gamle regime Den eneste måde at nedbringe kriminaliteten og sikre en sammenhængende samfund ville være at tilvejebringe almindelige arbejde for en større del af befolkningen. Intet peger i den retning, at dette kunne ske med den nuværende politik. ANC's tidligere kritik af erhvervslivet for ikke at være i stand til at reformere sine egne sind-sæt til fælles bedste er blevet nedtonet. "Nytænkning" håndhævet af tilbageslag for den socialistiske perspektiv har forårsaget også den revolutionære kadrer fra ANC ledelse til at administrere en tilpasset socialliberal politik, der indeholder en mærkelig blanding af idealistiske og neo-liberale elementer, herunder accept af ukontrolleret spredning af South Afrikanske kapital i hele Afrika.

Det har været et temmelig almindeligt synspunkt i den vestlige neo-klassiske liberal økonomisk tænkning, at vækst og effektive sociale omfordeling ikke harmonerer godt med hinanden. Væksten har primært været defineret som en målbar stigning i BNP. I en sådan sammenhæng, er sociale udvikling og fattigdomsbekæmpelse ofte reduceret til humanitær bistand til dem, der lider værst. I modsætning til dette, så ANC regeringens første retableringsplan, RDP, udvikling og omfordeling i sin helhed som en integreret proces, og som et kollektivt ansvar. Dette sociale perspektiv er i vid udstrækning opgivet med den følgende strukturtilpasningsinspireret vækstplan, GEAR, og den senere BEE-planer har ikke gjort meget forskel.

På denne baggrund er der en klart behov for en slags fortsættelse af solidaritetsbevægelsen og for et fortsat engagement fra de tidligere aktivister for at opretholde presset for en opfyldelse af idealerne fra befrielseskampen. At forholde sig til dette, er en vigtig opgave for solidaritet historie.

Overgangsstøtten fra de nordiske lande

Efter 1990, og især efter 1994 blev politisk solidaritet ændret til andre, mere officielle og direkte former for støtte, selv om mange af de tidligere, internationale, anti-apartheid organisationer fortsatte deres aktiviteter som private hjælpeorganisationer, konsulenter, venskabsforeninger, kontaktorganer, eller konsulentvirksomheder.

Fra dansk side har den indimellem været præget af en lidt grumset sammenblanding af bistand og erhvervsinteresser.

Efter, at den tidligere frihedsbevægelse dannede regering i Sydafrika har de nordiske regeringer forstået at fastslå og udnytte deres respektive solidaritetstraditioner, både ved en praktisk opfølgning i form af fortsat overgangsbistand, men også ved at fremholde netop deres egne nationale fortjenester i et positivt lys.

Derved blev skabt en form for goodwill, der allerede har vist sig at være guld værd. Bogstavelig talt. Dette forhold er næppe dårligt for Sydafrika, men det er nok bedre for donorlandene. En slags solidaritetens janushoved.

Gennem flere hundrede års kolonialisme har Europa tilegnet sig det sydlige Afrikas rigdomme. Alligevel tegner der sig for EU-landenes vedkommende et ret nedslående billede af adskillige års stagnerende bistand til regionen, hvilket kun gør spørgsmålet om mere retfærdige handelsforhold så meget mere presserende. Aftaler mellem Sydafrika og EU har ikke givet landet nogen speciel favorabel status, hverken for adgang til det europæiske marked eller hvad angår egen toldbeskyttelse af importfølsomme områder. Vestlige erhvervsfolk har udtrykt, at Sydafrika går vanskelige tider i møde, fordi det er svært at forestille sig andre konkurrencedygtige eksportvarer end de nuværende, dvs. mineraler, frugt, grønsager og vin.

Sammenlignet med førende, vestlige lande er Sydafrikas fremstillingsindustri ikke fuldt konkurrencedygtig.  Sanktionsårenes mangel på ny input satte Sydafrika bagud og behovet for modernisering og knowhow har været med til at åbne muligheder for bl.a. dansk eksport.

Den danske overgangsbistand til Sydafrika har ikke adskilt sig væsentligt fra andre vestlige landes, om end hjælpen har haft et forholdsmæssigt mere rimeligt omfang.  Udenrigsministeriets landestrategi har bygget på et grundigt analysearbejde og på konsultationer med den sydafrikanske regering. Bistanden ligger i forlængelse af den tidligere antiapartheidbevilling og dens prioriteringer er afstemt nogenlunde med Sydafrikas egne ønsker.  De områder, der prioriteres i den danske overgangsbistand, har først og fremmest været demokratisering, menneskerettigheder og voldsbekæmpelse. Dertil kommer hjælp til udvikling af landdistrikterne, herunder pilotprojekter til fremme af jordreformer, samt uddannelse og støtte til mindre, sorte virksomheder.

Det kan diskuteres, om ikke støtten til civilsamfundet og indsatsen for udligning af sociale skævheder har været for upræcis og uforpligtende. De sociale skel i Sydafrika går som nævnt fortsat ret præcist efter racelinjer og uden støtte til en meget konkret omfordelingspolitik vil den socioøkonomiske racediskrimination og dermed den reelle forskelsbehandling kunne fortsætte ud i en uvis fremtid. Desuden burde fattigdomsorienteringen nok have været skærpet reelt, ved at man i højere grad havde fortsat og udviklet den tidligere apartheidbevillings støtte til organiseringen af marginaliserede grupper, således at de også i det ny Sydafrika kunne yde et pres for socialt fremskridt og sort selvbevidsthed. Sydafrikas problem er jo netop ikke, at landet er meget fattigt som sådan, men at velfærden er skævt fordelt.

Dertil kommer naturligvis den tilbagevendende debat om erhvervsstøtten, især virksomhed-til-virksomhed delen, der har indeholdt en åbenlys opfordring til danske virksomheders engagement i bistandsmidlerne. Store ressourcer har været afsat til erhvervsstøtte, færre til forberedelse af jordreformer. På trods af pæne hensigtserklæringer er for mange midler blevet allokeret til større virksomheder og for få til de helt små. Opfølgning og kontrol med danske virksomheders omgang med denne skatteyderbetalte erhvervsstøtte har været alt for ringe.

Der kan i den danske overgangsbistand spores et skisma mellem intentioner og virkelighed.  Officielt har det handlet det om positiv beskæftigelseseffekt i Sydafrika, men andet og mere har stået på spil. For dansk industri har det handlet om at sikre sig statssubsidierede avancer, for dansk fagbevægelse handler det ikke blot om international solidaritet, men også om arbejdspladser i Danmark og om socialdemokratisk indflydelse på den sydafrikanske arbejderbevægelse. Selv de danske NGOer er ikke ganske uselviske. Tidligere tiders idealistiske mobilisering er gennem velvillig indoptagelse blevet blandet med professionelle hensyn til lønnede stillinger og prestige.

Den danske landestrategi byggede måske på en for stor tillid til resultaterne af en ren institutionel ombygning, præget af traditionel, vestlig civilisering og modernisering. Støtte til rehabiliteringscentre for torturofre og sandhedskommissioner er al ære værd, men den afhjælper desværre ikke den bestående, strukturelle vold eller modvold, affødt af fattigdommens magtesløshed.  De fleste af os kan blive enige om idealerne i de universelle menneskerettigheder, men mange vestlige ngo'er har måske urealistiske forventninger til den praktiske gennemførelse af vestligt demokrati i fattige områder, og nogle vestlige regeringer kan måske endda have en interesse i at bekræfte deres overlegenhed ved at fremme løsninger, der er umulige for partnerlandet til at effektuere.

Jeg kan jo stikke halsen frem og hævde, at demokrati som vi definerer det i øjeblikket i Vesten er ikke en original tilstand givet af naturen (eller af vores moralske overlegenhed), men snarere en luksus, som de rigeste lande i verden har været i stand til at give sig selv i løbet af de sidste hundrede år, siden de nu har råd til at tilfredsstille størstedelen af ​​deres befolkning (delvis på bekostning af den tredje verdens folk). I mindre udviklede lande, hvor det fattige flertal af naturlige årsager vil være fundamentalt utilfredse, kan en stabil demokratiseringsproces blive vanskeligt at fastholde - som tendenser i retning af øget defaitisme, politisk demoralisering, og tilfælde af lavt fremmøde i kommunalpolitik har vist også i Sydafrika. Det er ikke på nogen måde et argument mod det repræsentative demokrati i Sydafrika, hvilket til en vis grad var, hvad frihedskampen handlede om. Det er bare ikke nok. Meget mere fokus på sociale menneskerettigheder, om at organisere uorganiserede og praktisk støtte til lokale sociale bevægelser er nødvendig.

De nordiske regeringers konkurrerende brug af solidaritetens historie

Siden midten af 1960'erne, de nordiske lande har, parallelt med en udbygning af udviklingsbistand, der er bygget en solid tradition for forskning i tredje verdens problemer. Enklaver af progressiv Afrikaforskning har vist på mange forskellige institutter og centre med grupper af engagerede forskere inden for mange forskellige discipliner. NAI i Uppsala, Padrigu i Göteborg, CMI i Bergen, NUPI og CVU i Oslo, IDS i Helsingfors, og CAS-og DIIS i Danmark kan nævnes som dedikerede centre, men der er mange andre.

På trods af disse institutioner må det generelt siges, at historien om international solidaritet med Sydafrika ikke har været en fremtrædende emne enten for universitetsforskere, sektorforskningsinstitutioner, eller udenrigsministeriets ansatte - undtagen en kort periode, nemlig fra, da afskaffelsen af ​​apartheid blev et oplagt perspektiv for alle, og indtil 10 år senere, da Sydafrika igen betragtet som "bare et andet land".  

Gradvist har dog en hel del spredte forsøg på at undersøge motiver og organisatoriske former for solidaritet vist sig, og på trods af erkendelsen af, at Sydafrikaforskning i de nordiske lande er fortsat på et beskedent kvantitativt niveau, er det måske på tide at reklamere for en historiografisk undersøgelse af dette forskningsfelt.

En særlig element i skrivningen af solidaritet historie har været spørgsmålet om samarbejdet mellem nordiske institutioner på området for Afrikastudier. Samarbejdet mellem Nordiske Afrika Institut i Uppsala, Sverige (NAI) og danske institutioner for eksempel har ikke altid været uproblematisk, og det er en utaknemmelig opgave at kortlægge den slags spændinger, der omfatter både forskellige udenrigspolitiske interesser og konkurrence i den akademiske verden. Det forekommer mig imidlertid, at der er en række faktorer, der har fra tid til anden har bidraget til en mindre end optimal atmosfære mellem institutionerne i disse to lande.

En årsag kunne være, at danske studerende og forskere simpelthen lægge mindre vægt på at have en nordisk orientering end deres kolleger i de andre nordiske lande. De har relativt gode muligheder for feltarbejde i Afrika, og de ​​har i stigende grad fundet i EU og USA forbindelser relativt mere relevant end Nordiske. Signalpolitik fra den højre-liberale danske regering har et ansvar for at eskalere denne udvikling.

Et mere specifikt problem ligger i det faktum, at NAI, i modsætning til de fleste andre fælles forskningsinstitutioner, ikke hører under Nordisk Råd, men mere direkte under en udenrigsministeriel aftale, der sikrer en svensk økonomisk og politisk dominans. Inden for policy making aktiviteter, er NAI næppe en ægte nordisk institution. Desværre ville det nok på den anden side ikke have haft en så høj profil og generøs finansiering, havde det været en ren forskningsinstitution.

I en situation, hvor støtten til det sydlige Afrika synes at være ret uambitiøs, kan en strategi, hvor de stolte traditioner fra tidligere tider bruges til at forskønne billedet af donorlandene være til fordel for disse lande.

Det er allerede lykkedes at opbygge den myte, at de nordiske landes anti-apartheidstøtte var ganske særlig heltemodig. Den historiske virkelighed var nok lidt anderledes. Det var f.eks. først efter et langvarigt politisk pres fra solidaritetsbevægelserne, at Danmark i de sidste år før 1990 blev et foregangsland, hvad angår sanktionspolitikken mod apartheidstyret. Dette politikskifte, som erhvervslivet længe var modstandere af, har sammen med overgangsbistanden, vist sig gunstig for dansk eksport. De danske investorer kan drage fordel af, at mange velhavende sydafrikaneres økonomi er opbygget til samme efterspørgselsmønster og serviceniveau som i Europa, selv om befolkningsflertallet lever i armod og efter 1993 steg dansk eksport til Sydafrika kraftigt.

Handels delegationer fra de nordiske lande ledet af ministre og royalties gentagne gange besøgt

Sydafrika for at diskutere kombinationer af støtte og eksport. Nogle gange er endda tidligere de facto fjender af friheden kamp blevet omfavnet af den sydafrikanske regering på en måde, der underminerer solidaritetshistorien.

Ved åbningen af den sydafrikanske Maritime Training Academy på Simonstown,, den 9. september 2003 for eksempel, gav tidligere statslige præsident Thabo Mbeki hans oprigtige tak til Chief Executive Officer af de største danske industrimand, AP Møller-Mærsk, Jess Søderberg, til støtte Akademiet:  

“I met the leadership of AP Møller-Maersk as they prepared to take over Safmarine, I remember the commitment this leadership made to participate in a meaningful way in the development of our country. This indicated to us that as the Danish people had stood with us during the struggle for our emancipation from apartheid, so were they determined to continue working with us to ensure that our democratic victory opened the way to a better life for all our people. Accordingly, it is most inspiring for me to be here today, to see the how faithfully AP Møller-Maersk has kept its word. With all-weather friends such as these, we cannot but succeed.”

Den sørgelige kendsgerning er, at den danske antiapartheidbevægelse gennem mange år måtte kæmpe mod de facto støtte at Maersk skibene gav til apartheid regimet ved at transportere dele af sin handel. I den afgørende års kamp i midten af ​​1980'erne, var Maersk faktisk den største transportør af olie til Sydafrika.

Et dansk eksport forsøg, som ikke lykkedes på trods af indsatsen fra kronprins Frederik  tog sigte på at sælge danske korvetter i hård konkurrence med andre lande (Maersk ejede dengang et af de største danske skibsværfter, Lindøværftet). Sverige havde mere held. Som en del af en våbenaftale, som stadig er meget kontroversiel i Sydafrika, fik svenskerne en ordre fra den sydafrikanske regering, som indeholdt en del af JAS Gripen jagerfly. De fleste mennesker fra de tidligere solidaritetsbevægelser ville nok enige om, at Sydafrika havde meget lille behov for disse avancerede jetfighters og at de mange milliarder af rand ville være bedre brugt på bekæmpelse af fattigdom. Økonomiske løfter i form af omfattende, men upålidelig, modkøb talte for handlen. Det samme gjorde historie om solidaritet.

Det er et spændende spørgsmål, om den mere overbevisende dokumentation af Sveriges solidaritet historie har spillet nogen rolle i spørgsmålet om eksportgoodwill. For nogle kan det virke banalt, andre kan se det som ren spekulation, men faktisk er det værd en uafhængig historiografiske undersøgelse i sin egen ret.

Der var reel forskel på dansk og svensk udenrigspolitik. Sveriges var mere uafhængig i den tid af apartheid og stadig er. Sverige direkte støttede ANC. Danmark kun indirekte og diskret. (I historien om de baltiske lande under sovjetisk dominans, var billedet i nogle henseender den anden vej rundt). Oven i det kommer, at den svenske støtte opfølgning har til tider været ganske massiv. Men der var også forskelle i den måde, hvorpå historien blev brugt. På mulighederne. i niveauer af bevidsthed, og de ​​ressourcer afsat til formålet.

Dertil kommer, at den svenske bistandsopfølgning til tider har været uhyre massiv. Den svenske statsminister, Göran Perssons, statsbesøg, hvor han fyldte en jumbojet med en delegation på flere hundrede mennesker, derunder nogle af Sveriges bedste popstjerner, fremstod som dog et overkill og lidt af en fiasko.

Som nævnt før, var de nordiske Afrika Institut i Uppsala, der anvendes som base for koordineringen af et omfattende program, som har til formål at dokumentet solidaritet med hele det sydlige Afrika, da denne havde udviklet i hvert af de nordiske lande. Bidragene fra hvert enkelt land blev finansieret af de udenlandske ministerium, men Sverige havde den mest glorværdige fortid, den mest laurbær at vinde, og de ​​fleste penge til projektet. Kort sagt, havde svenskerne en bedre mulighed for at tage deres historie alvorligt.

Resultatet af den norske del af projektet var en god kvalitet antologi redigeret af den erfarne Africanist Tore Linné Eriksen, der har undersøgt de fleste sider af norsk støtte til det sydlige Afrika. Det finske bidrag endte som en anstændig empirisk repræsentation af politik i det pågældende land.

Det danske bidrag var begrænset i størrelse og omfang med hovedvægt på kilde kritisk analyse af udenrigsministeriet arkiver, mens den stærke danske NGO'er fik mindre opmærksomhed. Danske stemmer senere udtrykt mistanke om, at den svenske side ikke havde været direkte utilfreds med den ret lave danske profil. Faktum er nok, at der fra begyndelsen en vis fjendskab eller skødesløshed i det danske udenrigsministerium til et projekt, der dels bestod af historien om folkelige bevægelser 'oppositionel resultater var.

Den mere harmoniserede aftale mellem ngo'er og udenrigsminister afdelingen gav svenskerne en bedre hånd. De erfarne og hårdtarbejdende svensk koordinator af det samlede program blev finansieret positivt gennem flere år, hvorunder han fokuserede mest og med godt håndværk på at skrive tre kvantitativt stærk volumen plus indsamling af en massiv arkivmateriale for den svenske side. Men der var også forskel på den måde, hvorpå historien blev brugt. På mulighederne, på bevidsthedsniveauet, og på resurserne afsat. Nordisk Afrikainstitut i Uppsala blev som tidligere nævnt brugt som base for koordineringen af et omfattende program, der skulle dokumentere de enkelte nordiske landes solidaritet med hele det sydlige Afrika. De enkelte landes bidrag blev betalt af de respektive landes udenrigsministerier, men Sverige havde den mest glorværdige fortid, de største laurbær at vinde og de fleste penge til projektet. De havde kort sagt muligheden for at tage deres historie på dette område seriøst.

Resultatet fra den norske del af projektet blev en udmærket antologi redigeret af den erfarne Afrikaforsker Tore Linné Eriksen, som belyste de væsentligste sider af norsk hjælp til det sydlige Afrika.  Det finske bidrag blev en ganske hæderlig, empirisk gennemgang af den finske politik på området.  Fra dansk side var der fra begyndelsen en vis animositet imod hele projektet. Der var ikke megen tradition i Danmark for officiel opbakning til skildringen af folkelige bevægelsers oppositionelle historie og det begrænsede danske bidrag lagde da også hovedvægten på kildekritiske, udenrigsministerielle arkivstudier, mens de stærke danske NGO-bevægelser, blev tildelt mindre opmærksomhed. 

Det gav svenskerne gode kort på hånden, at der hele vejen igennem var større samstemmighed mellem NGO-bevægelsen og Utenriksdepartementet her. Den kvalificerede svenske koordinator af det samlede solidaritetshistorieprogram, Tor Sellström, blev gennem adskillige år finansieret favorabelt og det svenske bidrag kom til at omfatte hele tre håndværksmæssigt og kvantitativt stærke bind plus et omfattende arkivmateriale.

Det er blevet hævdet, at den overordnede svenske koordinering favoriserede den svenske del af programmet og at Nordisk Afrikainstitut i denne forbindelse mest fungerede som et ”policy making centre” for det svenske bistandsdepartement, SIDA.  De udenrigsministerielle intriger omkring dette vil næppe nogensinde kunne opklares, men sikkert er det, at der var en betydelig dansk irritation over at være blevet taget som gidsel i en formelt fællesnordisk institution, som man ikke var i stand til at udnytte til egne formål, på samme måde som svenskerne.  Denne modvilje over svensk arrogance kom klart til udtryk fra danske deltagere på den konference, som forskningsprogrammet afholdt på Robben Island.  Ved færdiggørelsen af det svenske bidrag og programmets afslutning (men før publiceringen af det danske bidrag) blev programkoordinatoren tildelt to (velfortjente) svenske medaljer og sendt på en salgsturné for bogserien gennem hele det sydlige Afrika før hans ansættelse på den svenske ambassade i Pretoria. Danske eksportører skulle måske satse på at sponsorere vores solidaritetshistorie fremover.

I oktober 2003 blev resultaterne af projektet profileret på en konference om svensk solidaritetshistorie arrangeret af NAI, Olof Palme International Center og svenske fagforeninger blandt andre. Den svenske udviklingsminister og den stedfortrædende generalsekretær for ANC deltog, og Cyril Ramaphosa og andre nyrige, tidligere sydafrikanske fagforeningsfolk var inviteret.

Samtidig en endnu højere profilerede engelske konference om samme tema blev indledt af den sydafrikanske Højkommissariat i London med det formål at bruge de folkelige traditioner for international solidaritet udviklet under antiapartheidkampen i et nyt forsøg på at fremskynde stagnerende handel og investeringer. Tolv sydafrikanske ministre deltog denne konference med britiske og europæiske partnere. Dette London Solidaritet Konferencen blev også overværet af en række ledende erhvervsfolk og embedsmænd. Dets officielle mål var at "genskabe forbindelsen" med tidligere medlemmer af britiske og europæiske antiapartheidbevægelsen , som den sydafrikanske udenrigsminister sagde. Det var også rettet mod knytte tættere bånd med "nye partnere" i landets genopbygning og udviklingsindsats.

"The conference will examine ways and means to mark the tenth anniversary of democracy in South Africa in 2004, while looking at international solidarity, new partnerships and collaborations between South Africans, British and Europeans to push back the frontiers of poverty and under-development."

Udenrigsminister Nkosazana Dlamini-Zuma anførte den sydafrikanske delegation. De sydafrikanske delegerede også talte Mike Spicer fra Anglo-American og flere statslige generaldirektører. Blandt talerne var  den tidligere britiske antiapartheidbevægelses generalsekretær, Mike Terry, og Hillary Benn, daværende minister for international udvikling.

Ved en tidligere 1999 AAM-konference på South Africa House i London, åbnede Baroness Castle of Blackburn en udstilling om historien om antiapartheidbevægelsen. Som formand for AAM i 1961 og som minister for udviklingsbistand i Harold Wilson's regering fra 1964, symboliserede hun forbindelser mellem solidaritetsbevægelsen og Labour-regeringen. På denne konference, symboliserede også Gus Macdonald, minister for handel og industri og den første redaktør af Anti-Apartheid News, sammen med Lord Hughes fra Woodside, forbindelserne mellem AAM og det etablerede politiske system.

Der er ikke megen tvivl om, at historien om solidaritet vil blive brugt intensivt også i fremtiden. Det kan endda være en god idé for danske eksportører til at sponsorere danske solidaritet historie diskret.

Ironi til side, denne lille artikel efterlader selvfølgelig mange uafklarede spørgsmål. Hvordan har forskellige former for venlige pres og støtte, sammen med mangel på alternativer, påvirkes politiske og økonomiske valg i det nye Sydafrika? Hvorfor blev socialdemokratiske og officielle regering holdninger i de nordiske lande ændrer til fordel for mere og mere direkte støtte til befrielsesbevægelserne trods skepsis fra førende vestlige partnere? I hvilket omfang har nordisk anti-kolonialisme hvile på den forventning, at små, ​​eksportorienterede, ikke-kolonialistiske stater kunne vinde ved udbrud af nye nationalstater fra tidligere kolonimagter og apartheidsupporterlande? Mere vantro folkelige stemmer kunne påstå, at nordiske politikere fra slutningen af ​​1980'erne så det nødvendige i at blive venner med eventuelle nye ledere, men at disse venskaber i lang tid blev vurderet som mindre vigtige end handel, rentabel for indenlandske virksomheder. Og at dette indebærer en kynisk, de facto støtte til apartheid Sydafrika.

Det er imidlertid værd at huske, at andre vestlige lande har haft større problemer, med at leve op til deres erklærede demokratiske hensigter end de nordiske, som Shula Marks har sagt det:

“This meant that in Britain, unlike in the Scandinavian countries where government assistance to the anti-apartheid struggle was generally far more direct and material, or even in the United States where the vested interests were far less strong and internal domestic politics dictated a very different strategy, the [British] Anti-Apartheid Movement was, and indeed had to be, a people's movement.”

Et overvældende flertal af de besøgende der kommer til det sydlige Afrika i dag ville formentlig sige, at de var enige med kampagnen mod apartheid. Man må spørge sig selv, hvorfor det tog så lang tid for Sydafrika og regionen om at blive fri for apartheidkolonialismen, når hele verden synes at have støttet modstanderne hele tiden.

Faktum er nok, at det internationale samfund, herunder de nordiske lande, ikke gav Lutuli, Tambo, og Tutu hele spektret af boykot, isolation, og militante støtte, de ønskede, før sejren var næsten sikker. Det var mestendels senere, da den ANC-dominerede regering ønskede at sikre fortsat støtte og investeringer, da Vesten ønskede at få ubegrænset adgang til det voksende sydafrikanske middelklassemarked, og da socialismens alternativ ikke fandtes længere, at vi alle kunne enige om at gøre Sydafrika til ”the darling of the World”.